Normen for tingene er at de er tilladte

Følgende princip blev fastlagt af Islam: Normen for alt det som Allah har skabt af ting og nytte er at de er tilladte. Og intet er forbudt medmindre der er kommet en gyldig klar tekst fra Lovgiveren der forbyder det. Ergo hvis ikke teksten er gyldig, ligesom nogle beretninger der er svage, eller den ikke klart og tydeligt i meningen indikerer forbuddet, så vil sagen grundlæggende forblive tilladt.

De islamiske lærde har fra følgende tydelige vers udledt at udgangspunktet i ting og nytte er at de er tilladte:”Han er den, der skabte alt på jorden til jer” (2:29), “Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, har Han sat i jeres tjeneste” (45:13), “Har I ikke set, at Allah har sat alt i himlene og på jorden i jeres tjeneste og overført sine nådegaver til jer, både synlige og skjulte?” (31:20).

Allah har ikke skabt disse ting og sat dem i tjeneste for mennesket og skænket dem til ham, og derefter forbudt dem for ham! Hvordan kan disse så blive skabt og gjort brugbar for ham, og blive skænket til ham?

Lovgiveren har kun gjort nogle dele af disse ting og nytte forbudte for ham grundet årsag og visdom som vi vil omtale senere. Således indsnævres omfanget af det forbudte i den islamiske Shariah kolossalt, hvorimod rammen for det tilladte udvides enormt. Dette fordi at de klare gyldige tekster som er kommet med forbuddet, er meget få. Hvis ikke der er kommet nogen tekst der hverken tillader eller forbyder, så vender sagen tilbage til udgangspunktet d.v.s. tilladelsen og den guddommelige tilgivelse. Vedrørende dette er der denne beretning om Profeten (fred være med ham) som sagde:”Det som Allah har gjort tilladt i Hans bog, er tilladt, og det som Han har forbudt, er forbudt. Det Han tier om, er tilgivet. Så accepter fra Allah Hans tilgivelse, for Allah glemmer aldrig noget. Derefter reciterede Profeten (fred være med ham) verset:”Sandelig, din Herre er ikke glemsom”” (19:64), (Hakim).

Salman al-Farsi (ra) har berettet:”Profeten (fred være med ham) blev spurgt om nogle småting hvortil han svarede:”Halal er det som Allah har gjort halal i Hans bog, og haram er det som han har gjort haram i Hans bog, og det Han har tiet om, så er det tilgivet jer” (Tirmidhi, Ibn Majah). Ergo ønskede Profeten (fred være med ham) ikke at svare dem der spurgte ham om disse detaljer, i stedet henviste han dem til et princip som de kunne vende tilbage til for kendskab til halal og haram. Det var tilstrækkeligt for ham at de havde kendskab til det Allah havde gjort forbudt, således bliver alt udover dette tilladt.

Endvidere sagde Profeten (fred være med ham) også:”Sandelig, Allah har gjort det obligatoriske forpligtende så lad vær med at miste det, Han har fastlagt nogle grænser så lad vær med at overtræde dem. Han har forbudt nogle ting så hold jer væk fra disse, og tiet om nogle ting ud af barmhjertighed for jer uden glemsel, så lad vær med at søge efter dem” (Darqutni).

Her ønsker jeg hjerteligt at påpege følgende: Normen vedrørende tingenes tilladelse er ikke kun begrænset til ting og ejendele men omfatter også handlinger og adfærd der ikke er tilbedelser. Det er det som vi kalder for kutyme (‘adaat) eller transaktioner (mu’amalat). Ergo er normen indenfor disse ikke forbud og overholdelse, undtagen det som Lovgiveren har forbudt og forpligtet. Allah siger i Koranen:” Han har nøjagtigt fremlagt for jer, hvad Han har erklæret forbudt for jer” (6:119). Dette er en generel tale gældende for både ting og handlinger.

Dette er i modsætning til tilbedelse som er en ren religiøs sag. Den kan kun tages fra åbenbaringen. Om det sagde Profeten (fred være med ham):”Enhver der opfinder noget nyt i vores sag som ikke er fra den, så er den afvist” (Bukhari, Muslim). Dette fordi at realiteten af religion udtrykkes gennem to ting: (Den ene) at kun Allah tilbedes, og (den anden) at Allah kun tilbedes ifølge det som Han har lovgivet. Ergo den person der selv opfinder en tilbedelse, uanset hvem det er, så er det vildledning som er afvist. Dette fordi at Lovgiveren alene besidder retten til at grundlægge tilbedelser hvor igennem man kan komme tættere på Ham. Men hvad angår kutyme eller transaktioner så er det ikke Lovgiveren der grundlægger disse. Det er derimod mennesker der etablerer og beskæftiger sig med disse, og Lovgiveren retter, ændrer og forædler, samt anerkender nogle gange det som er fri for korruption og skade.

Sheikh ul Islam Ibn Taymiyah sagde:”Folks adfærd i forhold til udtalelser og handlinger er af to typer: Tilbedelser der tjener deres religion og kutyme som de har behov for i deres hverdag. Gennem induktion af Shariah’s fundamenter forstår vi at påkrævede tilbedelser kun kan bekræftes gennem Shariah. Men hvad angår kutyme, så er det folks praksis i deres hverdag ifølge deres behov. Normen her er ikke-eksistensen af forbud, for intet kan forbydes indenfor dette område medmindre Allah har forbudt det. Dette fordi at påbud og forbud begge er Allah’s lovgivning og tilbedelse skal nødvendigvis være påbudt. Ergo sålænge noget ikke kan bekræftes for at være påbudt, hvordan kan det så dømmes til at være forbudt?

Derfor sagde Imam Ahmad og andre retslærde iblandt hadith-folkene følgende: Normen vedrørende tilbedelser er at de blot skal følges, således kan intet lovgives heri undtagen det Allah har lovgivet med, ellers vil vi indbefattes af Allah’s tale:”Eller har de nogen, som de sætter ved Allah’s side, der inden for religionen forordner dem noget, som Allah ikke tillader? ” (42:21).

Hvad angår kutyme så er normen her tilgivelse (d.v.s. tilladelse), ergo intet er forbudt heri undtagen det som Allah har forbudt, ellers indbefattes vi af Allah’s tale:”Sig:”Hvad tænker I om det underhold, som Allah har sendt ned til jer, og hvoraf I erklærer noget forbudt og andet tilladt?”” (10:59).

Dette er en mægtig brugbar princip, og når det er således siger vi følgende:”køb og salg, donation, hyring og andet kutyme som folk har behov for angående livets ophold, såsom at spise, drikke og klæde sig på, så er Shariah kommet med kultiverende manerer indenfor disse kutymer. Shariah har forbudt det som var korrupt og påkrævet det som var nødvendigt. Ligeledes har den misbilliget det som ikke bør udføres og opfordret til det hvori der er en foretrukken interesse indenfor disse typer af kutymer, deres kvantitet og egenskaber.

Når dette er tilfældet, så handler og hyrer folk som de vil, sålænge Shariah ikke forbyder det. Ligesom folk spiser og drikker som de vil sålænge Shariah ikke forbyder det. Selv hvis noget af dette er misbilliget eller opfordret, så vil det forblive ved den generelle norm (d.v.s. legalitet) indtil Shariah sætter en grænse” (Al Qawaid al Nuraniyah al Fiqhiyah, s. 112-113).

Følgende gyldig beretning fra Jabir indikerer denne nævnte norm:”Vi plejede at afbryde samlejet lige inden udløsningen (‘azl) mens Koranen blev åbenbaret, hvis noget skulle forbydes så forbød Koranen dette”.

Dette indikerer at det som åbenbaringen har tiet om, er ikke forbudt og folk er frie til at udføre det indtil der kommer en tekst og forbyder det. Dette viser Sahaba’s fuldkomne forståelse. Således blev dette betydningsfulde princip etableret: Intet tilbedelse foruden gennem Allah’s lovgivning og intet kutyme forbydes undtagen gennem Allah’s forbud.

Forfatter: Sheikh Yusuf al Qaradawi

Oversætter: Muhammad Ali