Modbevisning af nationalisme

Allah siger i Koranen:”O I mennesker! Sandelig, Vi skabte jer af mand og kvinde og Vi har gjort jer til folkeslag og stammer så I kunne genkende hinanden, visselig den bedste af jer hos Allah er den der er mest gudfrygtig” (49:13)

Nationalismen resulterer nødvendigvis i en preislamisk tilstand (asabiyah jahiliyah). Den motiverer en nation til at bekæmpe og hade en anden nation blot fordi den er en anden nation! Den har intet med sandheden og redeligheden at gøre. Kun det at en person er sort, gør ham til mindre værd hos en hvid person. Kun det at en person er asiater, gør ham til genstand for en orientalists had, undertrykkelse og uretfærdighed. Det at være en jøde for et geni som Einstein, er nok til at nazister hader ham. Det er i orden at Amerikas “civiliseret” brænder en afrikaner levende blot fordi han er afrikaner. Det at være tysker for en tysker og franskmand for en franskmand, er nok til at de hader hinanden og anser hinandens kvaliteter som mangler. At være frihedselskende afghanere fra Sarhad (nuværende nordvestlig Pakistan) og at være Damaskus’ araber, er nok til at blive bombaderet af krigsfly og massakreret af englændere og franskmænd, uanset at det samme mod Europas civiliseret borgere bliver anset for værende barbari. Pointen er at det er denne form for diskrimination som gør det til retfærdighed det ene sted og undertrykkelse det andet sted, sandt det ene sted og falsk det andet sted, ærefuld det ene sted og skammelig det andet sted.

Er mennesket virkelig tjent med en sådan irrationel tankegang der foretrækker en doven og elendig person fremfor en dygtig og retsskaffen, blot fordi de er født i forskellige racer? Den ene sort og den anden hvid, hvor den ene er født på den ene side af bjerget mens den anden på den anden side? Den ene taler det ene sprog og den anden et andet, den ene er borger i en stat og den anden i en anden? Har hudens farve noget at gør med det indre renhed eller forurening? Kan forstanden overbevises til at forbedring af menneskets moral og egenskaber har nogen som helst forbindelse til bjerge eller floder? Kan et forstandigt menneske accepterer at det der er sandhed i Østen, bliver til falskhed i Vesten? Kan det forestilles at godhed, ære og essensen af menneskelighed måles ud fra det blod der løber i årene, det sprog der tales og fødestedets jord? Forstanden kan uden tvivl ikke acceptere dette. Men racisme, patriotisme og dets søskende påstår at det er sådan det hænger sammen. Lad os dog for en kort stund se bort fra dette og istedet tage udgangspunkt i de fællesnævnere som danner grundlag for nationalisme idag, dvs. om de virkelig besidder et robust rationelt fundament eller om det blot er en bedragerisk forestilling.

Racisme
Hvad er racisme? Blot det at man har fælles blod. Det har sit udgangspunkt i moderens og faderens væsker hvor af skabes blodrelation mellem få personer. Dette udvider sig så til en familie, derefter til en stamme og tilsidst en race. Når mennesket endelig når til denne sidste grænse for racen, så er man kommet så fjernt fra den fader som han har erklæret som den store arvelader, at denne forekommer ham som en meget fjerntliggende forestilling. Floden af denne såkaldte race mødes med mange kanaler og åer bestående af fremmed blod og ingen forstandig person kan påstå at denne flod rent består af det vand der udsprang fra dens originale kilde. Derfor, hvis på trods af denne blanding (af vand), et menneske kan erklære en bestemt “race” baseret på fælles blod som substansen og forbindelsen, så hvorfor egentlig ikke i stedet erklære det blod som grundlag for enheden der forbinder alle mennesker med deres første fader og moder (Adam og Eva)? Og hvorfor ikke erklære alle mennesker for en race og relatere dem til en og samme original? De personer der bliver refereret som grundlæggere og arveladere for racerne, deres herkomst har også indbyrdes forhold længere oppe (i hierarkiet). Ergo bliver man nød til at erkende den fælles kilde, så hvorfor denne adskillelse?

Patriotisme
Fællesnævneren ved et fødested er endnu mere tvivlsomt. Det sted mennesket fødes er ikke mere en et par kvadratmeter i areal. Hvis han antager dette som hans land så kan han måske ikke kalde noget sted for sit land. Men omkring dette lille sted sætter han grænser der er flere hundreder af kilometer væk og påstår at dette er hans land, og at det der er uden for disse grænser har han intet forhold til. Dette er blot hans snævresynethed og ingen forhindring findes i at kalde hele verden for hans land. Beviset hvori et par kvadratmeter kan udvide sig til flere hundreder af kilometer, akkurat baseret på samme bevis kan den også udvide sig til at omfatte hele jorden. Hvis blot mennesket ikke er snæversynet, kan han se at den flod, det bjerg eller hav som han erklære basis for hvad der skiller et land fra det andet, er alle sammen dele af den samme jord. På hvilken grundlag har floder, bjerge og hav så fået retten til at begrænse ham til en bestemt region? Hvorfor siger han ikke at jeg er borger på jorden, hele jorden er mit land, samtlige dets beboer er mine medborgere?

Sproglig adskillelse
Den eneste gavn for sprog som fællesnævner er at de folk der taler samme sprog har bedre muligheder for gensidig forståelse og udveksling af tanker. Dette fjerner fremmedgørelsen til en stor grad og dem der snakker samme sprog føler sig tæt tilknyttet til hinanden. Men det fælles middel (dvs. sproget) til kommunikation af tanker, nødvendiggør ikke (eksistensen af) fælles tanker. Den samme tanke kan kommunikeres på ti forskellige sprog og det er muligt at dem der taler alle disse sprog, bliver enige i denne tanke. Hvorimod der kan leveres ti forskellige budskaber på samme sprog, men samtlige personer der taler det samme sprog, tilegner sig disse forskellige budskaber og splittes indbyrdes. Ergo, tankens enhed, der er den reelle ånd i nationen, er ikke afhængig af det fælles sprog og ej heller er tankens enhed nødvendig ved fælles sprog. Endvidere dukker spørgsmålet op om hvad sprog har at gøre med mennesket, dets menneskelighed og hans personlige egenskaber? Kan en person der taler tysk prioriteres over en der taler fransk, blot fordi han taler tysk? Det der betyder noget er ens essens og ikke ens sprog. Det der maksimalt kan siges (til fordel for sproget) er at kun den person kan blive succesrig vedrørende et lands administrative anliggender eller forretning, der taler dette lands sprog. Men det er ikke noget gyldigt basis for adskillelsen af menneskeheden og national diskrimination.

Adskillelse baseret på hudfarve
Blandt de menneskelige fællesnævnere er adskillelse baseret på hudfarve den mest latterlige. Farve er blot kroppens egenskab, men mennesket har ikke æren af at være menneske grundet dets hudfarve, men på grundlag af dets ånd og essens som intet farve har. Hvorfor egentlig denne adskillelse udfra gul, rød, hvid eller sort? Vi adskiller jo ikke en sort ko’s mælk fra en hvid’s, da det tilsigtede er mælken og ikke koens farve. Men hvad går der galt med forstanden der ikke tager hensyn til de indre egenskaber men til den ydre farve?

Økonomisk nationalisme
Det fælles i (realisering af ) økonomiske hensigter, er et uægte barn af egoismen. Naturen har ikke skabt den. Mennesket er født med evnen til arbejde. Han får stillet en bred vifte af muligheder til hans rådighed for indsats og massevis af livets goder venter på ham. Men det er ifølge ham selv ikke tilstrækkelig med forøgelse af muligheder for hans økonomi, men han ønsker også samtidig at lukke dørene for andre. Andelen i denne egoisme hos en stor gruppe af mennesker, skaber en enhed iblandt dem som hjælper dem til at blive en nation. Ud ad til tror de at har sikret deres rettigheder og interesser gennem ringen af økonomiske hensigter. Men når flere grupper på samme måde afgrænser sit område, så er mennesket selv med til at forkorte livet og hans egen egoisme bliver til lænker og håndjern. I hans anstrengelse for at lukke dørene for andres føde, kaster han selv nøglerne væk til hans eget. Dette udstilles idag i Europa, Amerika og Japan, hvor staterne bliver straffet for det og de kan ikke forstå hvordan de skal nedlægge de økonomiske murer som de selv har bygget, angiveligt for deres beskyttelse. Vil vi da stadigvæk tro at deling af grupper, og baseret på dette, adskille nationer for tilegnelsen af økonomiske (gevinster), er rationel? Hvad er der så i vejen med at give mennesket friheden til at søge sin Herres gunst (fadal) på Hans vidde jord?

Politisk nationalisme
Den fælles styreform (i sig selv) er skrøbelig og uholdbar på hvis grundlag intet stabilt nationalisme kan bygges. En stat har aldrig kunnet etablere nationalisme gennem at binde borgernes loyalitet til den. Sålænge en stat er mægtig og stærk, er borgerne kontrolleret af  loven. Men lige så snart kontrollen svækkes, splittes de forskellige elementer. Intet kunne forhindre forskellige politiske nationalismer i at opstå i Indien, da magtcentrumet hos mogulerne svækkedes. Det samme skete med den osmaniske stat. I slutningen (af dennes periode) forsøgte De Unge Tyrkere at opbygge osmanisk nationalisme, men den blev smadret med blot et slag. Det seneste eksempel er Østrig-Ungarn. Der findes mange andre eksempler fra historien. Dem der på trods af det fortsat tror på muligheden af politiske nationalismer, må gerne vågne op.

Menneskeligheden og det verdensomspændende
Efter denne kritik bør det være klart at samtlige adskillelser der er blevet foretaget, har intet rationelt grundlag. Disse er blot sanselige og materielle adskillelser hvis sfære stopper ved synets rækkevidde. Deres etablering og overlevelse er afhængig af uvidenheds mørke, synets begrænsethed og hjertets snæversynethed. Jo mere viden og erkendelse spredes, jo mere indsigt og hjertet udvides, des mere løftes de sanselige og materielle slører, indtil racismen må overlade pladsen til menneskeligheden og patriotismen til det verdensomspændende. I diversiteten af sprog og farve tilsynekommer essensen af menneskeligheden. På Allahs jord er de økonomiske hensigter fælles for Hans slaver, og politske systemers sfærer er blot som skygger der påvirkes efter solens bevægelse.

Forfatter: Sayyid Abu’l Ala Mawdudi

Oversætter: Muhammad Ali