Menneskets adfærd og viden

Oversætter: Muhammad Ali

Allah siger i Koranen:”Følg ikke noget, hvorom du ingen viden har! Hørelse, syn og hjerte (forstand), alt dette bliver man draget til ansvar for ” (17:36)

Mennesket kan ikke forholde sig til de ting det konfronteres med i livet indtil det danner en mening om denne tings essens og tilstand og det indbyrdes forhold mellem mennesket og tingen. Uanset om denne mening er rigtig eller forkert, bliver mennesket under alle omstændigheder nød til at danne en eller anden mening om disse sager. Indtil dette er gjort kan han ikke afgøre hvordan han skal opføre sig i forhold til tingen. Dette erfares fra ens daglig dag. Når man møder en person har man behov for at kende ham, d.v.s. hvem er han, hvad er hans position og status, hvilke egenskaber besidder han og hvilken type af forhold man har til ham. Uden dette kan man ikke afgøre hvordan ens egen adfærd skal være overfor ham. Selv hvis man ikke besidder viden bliver man nød til at etablere en mening om disse sager udfra indikationer, og lige meget hvilken adfærd man har overfor dem, er den baseret på denne mening. Når man spiser noget, så skyldes denne adfærd viden eller antagelsen om at denne ting opfylder et spiseligt behov. Ligeledes er det med de ting man smider ud, bruger, beskytter, lovpriser eller nedværdiger, frygter eller elsker. Forskellen i adfærden i forhold til dem er baseret på den mening man har dannet om disse tings essenser og egenskaber og ens egen forhold til disse.

Sandheden af ens adfærd er således afhængig af sandheden af den mening man har dannet om tingen, og ligeledes er falsk adfærd afhængig af denne menings falskhed. Hvad angår sandheden eller falskheden af selve meningen, så er den afhængig af om den er baseret på viden eller antagelse eller udelukkende sanselig observation. Eksempelvis når et barn sanser ild og ved blot sanselig observation danner den mening at det er et flot skinende legetøj, så griber han ud efter den. En anden person danner ved fantasi eller antagelse den mening at den har guddommelighed i sig eller legemliggør guddommelighed. Baseret på denne mening underkaster han sig den (d.v.s. ildtilbedelse). En tredje person undersøger denne ilds essens og egenskaber og gennem viden og undersøgelse kommer frem til at det er noget der kan koge, brænde og varmebehandle og at ens forhold til den er den samme som chefen med tjenerens. Baseret på denne mening betragter han ilden hverken som legetøj eller gud, men bruger den i sin tjeneste. Barnets og ildtilbederens forskellige adfærd er baseret på uvidenhed fordi erfaring viser at ilden ikke er noget legetøj og ildtilbederens mening er ikke baseret på bekræftet viden men blot på antagelse og fantasi. I modsætning til det er den tredje persons adfærd videnskabelig fordi den er baseret på viden.

Livets grundlæggende spørgsmål
Delene i introduktionen skal så udvides til helhederne. Mennesket sanser at det selv eksisterer, at det har en krop som er fyldt med mange kræfter. Han har foran sig jordens og himlens mægtige natur der er spredt over det hele, har utallige ting i sig og mennesket besidder evnen til at gør brug af disse. Han har omkring sig massevis af mennesker, dyr, planter, jord m.m. som er forbundet med hans liv. Spørgsmålet er om han kan forholde sig til disse medmindre han først danner en mening om sig selv, alle disse eksistenser og hans forhold til disse? Kan han vælge nogen vej for hans liv medmindre han først afgør hvem og hvad han selv er? Om han er ansvarlig eller uansvarlig? Uafhængig eller afhængig? Hvis afhængig, så af hvem og hvem er han ansvarlig overfor? Er der nogen konsekvenser for hans liv eller ej, hvis ja så hvilke? Ligeledes, kan han præsentere nogen formål indtil han afgør om denne krop og dens kræfter er hans egen ejendom eller en foræring? Vil disse blive stillet til regnskab? Skal loven for brugen af dem fastlægges af ham selv eller en anden? På samme måde, kan han forholde sig til de omkring liggende ting indtil han fastlægger om han selv er ejeren af dem eller anden? Har han begrænset myndighed over dem eller ubegrænset? Og hvis begrænset, hvem er så den der har begrænset den? Ligeledes, kan han fastlægge nogen form for indbyrdes adfærd for sin art (d.v.s. menneskeheden) medmindre han først danner en mening om hvad menneskelighed udtrykker? Hvad er basis for forskel og adskillelse i mellem mennesker, venskab og fjendskab, enighed og uenighed, samarbejde eller manglen på samme? Ligeledes, som helhed, kan han fastlægge nogen adfærd overfor denne verden indtil han konkluderer noget om naturen af universets system og hvilken position han har i den?

I lyset af denne introduktion kan det slåes fast at det er umuligt at vælge en adfærd uden først at danne sig en mening om alle disse sager. I realiteten har enhver person der tilbringer sit liv i denne verden dannet sig en eller anden mening om disse spørgsmål bevidst eller ubevidst, og er tvunget til det fordi uden dette kan han ikke tage nogen skridt (d.v.s. handle). Det er ikke sikkert at enhver person har overvejet disse spørgsmål på filosofisk plan og på en klar måde ved revision svaret på enhver af disse spørgsmål. Mange mennesker har slet ikke en klar forestilling om dem og ej heller tænker de hensigtsmæssigt over dem. Men trods dette kommer ethvert menneske, som helhed, nødvendigvis frem til benægtelse eller anerkendelse vedrørende disse spørgsmål, og hans opførsel er ifølge denne mening.

Dette gælder for individer såvel som fællesskaber. Siden disse spørgsmål er fundamentale i det menneskelige liv, kan ingen dagsorden for systemet for kultur og civilisation og samfund udformes, indtil disse spørgsmål er besvaret. Svaret på disse spørgsmål vil etablere en bestemt teori for moral, og ifølge dennes natur vil livets forskellige områder formes og som helhed vil hele civilisationen farves af det påkrævet for dette svar. I virkeligheden er det slet ikke muligt af flygte fra denne sag. Uanset om det er et individs adfærd eller et fællesskabs, så vil den under alle omstændigheder være af samme natur som svarene på disse spørgsmål. Dette til den grad at man ved analyse af en persons eller et fælleskabs adfærd, let kan komme frem til hvilke svar på disse fundamentale spørgsmål der gør sig gældende i roden af livet. Fordi det er absolut umuligt at en individuel eller kollektiv adfærd er af en slags natur, mens svaret på disse spørgsmål er af en anden. Der kan helt sikkert være en modsætning mellem påstand og den reelle adfærd, men i realiteten er svaret på disse spørgsmål så rodfæstet i psyken at der absolut ikke kan være nogen modsætning mellem dennes natur og naturen af adfærden.

Forfatter: Sayyid Abu’l Ala Mawdudi.

Oversætter: Muhammad Ali

 

Advertisements