Introduktion til det økonomiske system i Islam

For at basere menneskets økonomiske liv på retfærdighed og ærlighed har Islam fastlagt nogle principper og rammer således at hele systemet for produktion af rigdom, dens brug og omløb sker indenfor de retningslinjer der er blevet fastlagt for den. Hvad er så metoderne for produktion af rigdom og hvad er formerne for dens omløb? Islam diskuterer slet ikke dette. Disse ting bliver til og ændres med tiden ved civilisatorisk udvikling. De fastlægges af sig selv ud fra de menneskelige forhold og behov. De former menneskets økonomiske forhold end tager over alle tider og omstændigheder, så tilsigter Islam at disse principper konstant eksisterer i disse og at deres rammer overholdes.

Ud fra islamisk perspektiv har Allah skabt jorden og alt hvad det indeholder, for den menneskelige art. Derfor er det en medfødt ret for ethvert menneske at kunne stræbe efter sit underhold. Alle mennesker er partnere i denne ret og ingen kan fratages den. Ej heller kan nogen have fortrinsret i denne sag. Ifølge Shariah kan ingen person, race eller klasse forhindres i retten til at bruge nogle af underholdets midler, eller at adgang til bestemte erhverv lukkes for dem. Islamisk set må en diskrimination ligeledes ikke finde sted hvor midler til underhold kan monopoliseres af en bestemt klasse, race eller klan. Alle mennesker har lige ret til at stræbe efter andel i de af Allah’s skabte midler til underhold på Hans jord, og ligeledes bør alle have lige adgang til denne stræben.

De naturskabte goder hvis forberedelse eller brugbarhed ikke har noget at gøre med nogens anstrengelse eller evner, er tilladte for alle mennesker. Enhver person har ret til at udnytte disse ifølge sine behov. Floder og kildevand, skovens træ, naturskabte træers frugter, selvgroet græs og hø, dyr fra luft, vand og ødemark og åbne miner på jordens overflade; denne type af ting kan hverken monopoliseres eller folk forbydes i for opfyldelsen af deres behov uden kompensation. Dog kan de folk der vil udnytte disse ting til handel i stort omfang, indkræves i skat.

De ting Allah har skabt til menneskets gavn, skal ikke stå uudnyttet hen. Enten skal man selv udnytte disse eller forlade så andre kan få gavn af dem. Ifølge dette princip har islamisk lov fastlagt at ingen person kan beholde jorden mere end tre år i udyrket tilstand. Hvis han ikke udnytter jorden til landbrug, bygning eller andet brug, så vil den betragtes som forladt efter tre år. Hvis en anden person så bruger den, kan han ikke tiltales for det, ligeledes vil den islamiske stat have myndighed til at overdrage jorden til nogen som helst.

Den person der direkte tager noget fra natur ressourcerne og gør det brugbart ved sin indsats og evner, så er det hans ejendom. Eksempelvis hvis en person begynder at arbejde gavnligt på noget udyrket jord, kan han ikke fjernes derfra. Ifølge den islamiske tanke havde samtlige ejerrettigheder i verden sin begyndelse på denne måde. Da den menneskelig befolkning havde sin begyndelse på jorden, var samtlige ting for alle mennesker tilladte. Derefter når en person bemægtigede sig en tilladt ting og gjorde den brugbar, blev det hans ejendom, d.v.s. at han fik retten til begrænse dens brug til ham selv og få kompensation for den i fald andre ønskede at bruge den. Dette er det naturlige fundament for alle menneskets økonomiske forhold og dette bør være etableret på sin plads.

Ejerrettigheder der er opnået ifølge tilladte islamiske måder, bør under alle omstændigheder blive respekteret. Det der kan være et diskussionsemne er hvor vidt en ejendom islamisk set er gyldig eller ikke. De ejendomme som er illegale ifølge Shariah, de skal uden tvivl ophøre, mens de ejendomme som er gyldige ifølge Shariah så har ingen regering eller parlament ret til at konfiskere dem eller fratage deres ejere islamiske rettigheder. Under dække af ”fællesskabets ve og vel” kan intet system etableres som tilsidesætter de rettigheder som Shariah har tildelt. At formindske de krav som Shariah selv har fastlagt for beskyttelsen af fællesskabet mod individer, er en ligeså stor undertrykkelse som at forøge dem. Det er blandt forpligtelserne for den islamiske stat at beskytte individernes islamiske rettigheder og skaffe fra dem de rettigheder for fællesskabet som Shariah har forpligtet over dem.

Allah har ikke taget lighed i betragtning under fordeling af Hans gunst, men har ifølge Sin visdom hævet nogen over andre. Skønhed, god stemme, helbred, fysisk styrke, intellektuelle evner, omgivelser ved fødsel o.lign. har folk ikke fået tildelt ligeligt. Det samme er gældende for underhold. Allah’s skabte natur kræver selv at der er forskel på underhold. Derfor er samtlige de politikker, vedrørende mål og princip, forkerte ifølge islamisk perspektiv der tilsigter at etablere en kunstig økonomisk lighed mellem mennesker. Den form for lighed Islam er tilhænger af er ikke lighed i underhold, men derimod lige muligheder for stræben efter opnåelse af underhold. Den ønsker at der ikke længere eksisterer juridiske og traditionelle forhindringer for en persons økonomiske stræben ifølge hans styrke og evner. Ligeledes ønsker Islam heller ikke bibeholdelsen af diskrimination der gør bestemte klassers, racers og klaners medfødte held, til permanent juridisk beskyttelse. Disse to politikker skaber med tvang en kunstig lighed i stedet for en naturlig ulighed. Derfor tilsigter Islam at fjerne dette for at føre samfundets økonomiske system i en tilstand hvor mulighederne for stræben er åbne for enhver person. Men de folk der med tvang også ønsker at skabe lighed vedrørende midler og resultater for stræben, så er Islam ikke enig med dem (i dette), fordi de ønsker at ændre en naturlig ulighed til kunstig lighed. Kun det system stemmer overens med naturen i hvilket en person begynder sin økonomiske stræben fra den position og tilstand hvor i han er skabt af Allah. Den som er født med bilen lad ham køre sin bil, den som er født med sine to fødder lad ham gå, den som er født uden det ene ben lad ham begynde med at gå på det. Loven i samfundet bør hverken være indrettet på en måde hvor den forårsager permanent monopol over bilen for bilejeren og gør opnåelse af bilen umulig for den der mangler et ben, og heller ikke på en måde hvor alle skal begynde deres stræben fra samme position og tilstand og fremover binde dem til hinanden på en tvingende måde. I modsætning til dette bør lovene være bygget på en måde hvor det er muligt for den der mangler et ben og begyndte at gå på det, at han opnår en bil såfremt hans anstrengelse og evner fører ham hen til det; og ham der begyndte hans rejse med bilen, at han senere kommer til at halte p.g.a. sin uegnethed.

Islam ønsker ikke blot at den økonomiske stræben i samfundslivet er åben og ikke fjendtlig, men også at de stræbende i den (økonomiske) arena har sympati med hinanden. På den ene side udvikler Islam gennem sin moralske lære en mentalitet om at støtte ens nødlidende og tilbagestående brødre, og på den anden side at der konstant er en institution tilstede i samfundet der garanterer støtte til de svage og hjælpeløse. Dem der ikke er i stand til at tage del i den økonomiske stræben, skal få sin del fra denne institution. Dem der af forskellige årsager er faldet fra denne stræben, skal hjælpes til at komme i gang af institutionen, og dem der har behov for hjælp for at indtræde stræbens arena, skal den også støtte. Til dette formål har Islam lovmæssigt fastlagt at der fra landets samlet rigdom indkræves 2.5 procent årlig zakat (almisse), ligeledes fra hele handels kapitalen. På høsten fra al ushri jord skal indkræves 10 eller 5 procent, mens fra produktion af nogle mineraler skal indkræves 20 procent. Zakat skal også indkræves ifølge en bestemt proportion på kreaturer, og al denne kapital bruges til at støtte fattige, nødlidende og svage. Tilstedeværelsen af en sådan fælles forsikring gør at ingen person i islamisk samfund vil berøves opfyldelsen af livets basale behov. Hvor ingen arbejder kan føle sig så desperat at han af frygt for sult accepterer de betingelser for service som en fabriks- eller jordejer præsenterer. Hvor ingen persons styrke kan sænke under det minimum niveau som er nødvendig for at deltage i den økonomiske stræben.

Islam ønsker at etablere en balance mellem individ og fællesskab hvor både individets personlighed og frihed bevares og hans frihed heller ikke fører til skade for den almene interesse, endda er til gavn. Islam ønsker ikke en politisk eller økonomisk organisering der får individet til at forsvinde i fællesskabet og hvor den (form for) frihed ophør som er nødvendig for korrekt udvikling af hans personlighed. Nationalisering af samtlige produktionsmidler i et land resulterer nødvendigvis i at alle individer i landet bliver fanget i fællesskabets klør. I denne tilstand er det svært, faktisk umuligt, at deres individualitet kan overleve og udvikle. Akkurat som det er nødvendigt med politisk og social frihed, er det i meget stor grad også nødvendigt at have økonomisk frihed. Hvis vi ikke ønsker en fuldstændig udryddelse af menneskeligheden, så bør vores sociale liv også rumme et menneskes frihed til at tjene sit levebrød for bevarelsen af uafhængigheden i sin samvittighed og udfolde sine tendenser ifølge hans mentale og moralske styrker. Selv når det levebrød hvis nøgler besiddes af andre er i rimelige mængder, kan det ikke bringe glæde fordi den formindskelse i stoltheden som dette har forårsaget, kan ikke kompenseres med kroppens fedme.

Ligeledes bryder Islam sig ikke om det sociale system hvor i individer gives ubegrænset frihed indenfor de sociale og økonomiske anliggender så de kan skade fællesskabet ifølge deres lyster eller interesser. I mellem disse to ekstremer har Islam valgt en (gylden) middelvej hvor først den har fastlagt nogle grænser og forpligtelser for individet overfor fællesskabet, derefter givet ham frihed indenfor sine anliggender. Islam har uddybet disse grænser og forpligtelser i detaljer, men et kort overblik følger.

Forsyningen af underhold
Intet lovgivning i verden har uddybet måderne for at tjene rigdom mere end Islam. Den forbyder enhver måde hvor igennem en person kan tjene levebrød ved at føre moralsk eller materiel skade på andre personer eller hele samfundet som helhed. Produktion og salg af alkohol eller euforiserende midler, obskønitet, dans og det lystige, hasard, gambling, lotteri, åger, spekulation, transaktioner med snyd og skænderi, de måder for forretning hvor den ene persons nytte er sikker mens den andens er tvivlsom, at forhindre (adgang til) nødvendige varer indtil deres priser er steget og mange lignende forretninger som er til skade for fællesskabet, er entydigt blevet gjort forbudte i Islam. Hvis man undersøger Islams økonomiske lovgivning, vil man finde en lang liste over ulovlige måder og blandt disse er mange som folk netop bruger for at blive milliardærer i det eksisterende kapitalistiske system. Islam forhindre alle disse måder lovmæssigt og tillader kun de måder at tilegne sig rigdom på hvor man har ydet en reel og nyttig service til andre for retfærdigvis at få kompensation.

Islam anerkender ejendomsretten for mennesket såfremt rigdommen er tjent gennem de tilladte måder. Men selv disse rettigheder er ikke ubegrænsede. Islam forpligter nemlig også mennesket til at forbruge hans tilladte rigdom gennem tilladte måder på udelukkende tilladte veje. Den har sat nogle grænser på forbrug så mennesket godt nok kan leve et rent liv men ikke (ubegrænset) ødsle med rigdommen og heller ikke overskride grænser for at udtrykke pomp og pragt der (næsten) medføre en guddommelig status hos andre. Nogle former for ødsel har islamisk lov forbudt entydigt, mens nogle andre former har den ikke entydigt forbudt men den islamiske stat besidder myndigheden til at forhindre folk i ødselt forbrug.

Det resterende beløb efter tilladte og rimelige udgifter, kan både spares og bruges til at forøge rigdommen. Men der er nogle krav til begge rettigheder. I tilfælde af samling skal han betale almisse på 2.5 procent årligt fra det beløb som har overskredet (nisab). Ønsker han at bruge det på forretning, må det kun være tilladte forretninger, hvor han enten selv arbejder eller giver ud af sin rigdom i form af penge, jord eller midler til en anden for at blive partner i fortjeneste og tab. Begge disse former er tilladte. Selv hvis en person bliver milliardær ved at holde sig indenfor disse grænser, så er der intet at bebrejde i Islams øjne, tværtimod er det Allahs gave (til ham). Men for fællesskabets interesse sætter den to betingelser. Den første at han betaler almisse på rigdom og betaler ‘ushr på landbrugsproduktionen. Den anden at han yder retfærdighed til de personer som han har indgået partnerskab eller ansættelsesaftale med indenfor handel, industri eller landbrug. Hvis han ikke yder denne retfærdighed, så vil den islamiske stat tvinge ham til det.

Endvidere, den rigdom der er blevet til indenfor de tilladte rammer, så lader Islam heller ikke den være koncentreret i for lang tid. Tværtimod, fordeler den rigdommen fra enhver generation til den næste gennem sine arveregler. I denne henseende er den islamiske lovs tilbøjelighed anderledes end samtlige andre love i verden. Mens andre lovgivninger forsøger at bevare koncentrationen af rigdommen fra den ene generation til den anden, så fordeler den islamiske lov den rigdom, der er blevet skaffet af en person i sit liv, til hans nærmeste familiemedlemmer ved hans død. Hvis han ikke har nærmeste så til hans fjernere slægtninge, og hvis han heller ikke har dem så tilfalder retten til denne rigdom hele det muslimske samfund. Denne lov sørger for at en stor kapitalisme og feudalisme ikke kan bevares permanent. Selv hvis koncentration af rigdommen forårsager skævhed trods de tidligere nævnte krav, så vil dette sidste slag rette op på det.

Forfatter: Sayyid Abu’l Ala Mawdudi

Oversætter: Muhammad Ali