Fundamenter for det politiske system i Islam

Det politiske system i Islam er baseret på tre fundamenter. Tawheed (Allah’s enhed), Risalah (profetskabet) og Khilafah (stedfortrædelse). Uden forståelse for disse tre fundamenter er det svært at opfatte det detaljeret system for den islamiske stat.

Tawheed betyder at Allah er Skaberen, Herren og Ejeren af denne verden og alt hvad det indbefatter, at suveræniteten tilhører Ham, kun Han har ret til at påbyde og forbyde, og tilbedelse og lydighed er til Ham (alene) uden partnere. Vores eksistens er afhængig af Ham, vores fysiske redskaber og kræfter som vi bruger og den myndighed som vi besidder over eksistensen, selv de skabninger på hvem vi udøver vores myndighed, intet af dette er skabt eller opnået af os og intet er partner med Ham i dets skænkelse. Derfor er formålet med vores eksistens, dispositionen over vores kræfter og fastlæggelsen af vores rammer, hverken vores opgave at definere eller en anden har ret til at blande sig i dette forhold. Det er kun Allah’s opgave som har forsynet os med disse kræfter og myndighed samt givet os disposition over mange af verden’s ting. Dette fundament for Tawheed benægter mennesket’s suverænitet fra roden. Hvad enten det er et menneske eller en klan eller en klasse eller en gruppe eller en hel nation eller hele menneskeheden som helhed, så har ingen ret til suverænitet. Allah udelukkende er Lovgiveren og kun Hans befaling er “lov”.

Det middel hvor igennem Allah’s lov leveres til mennesker hedder “Risalah“. Gennem dette får vi to ting. Det første er Bogen (Koranen) i hvilken Allah har meddelt sin lov. Den anden er den bekræftet forklaring på Bogen som Sendebuddet (fred være med ham), i hans kapacitet som Allah’s repræsentant, har præsenteret gennem sin udtalelse og handling (d.v.s. Sunnah). I Allah’s Bog er samtlige principper blevet nævnt på basis af hvilket det menneskelige livssystem bør etableres og Sendebuddet har etableret et eksempel for os gennem praktisk at have vist dette livssystem ifølge Bogen’s hensigt, iværksat den og detaljeret den. Samlet set kaldes disse to ting for “Shariah” i den islamiske terminologi og dette er forfatningen på hvis basis den islamiske stat etableres.

Khilafah på arabisk betyder stedfortrædelse (niyabah). Fra det islamiske perspektiv er mennesket Allah’s stedfortræder på jorden i den forstand at han indenfor Hans ejerskab disponerer over den myndighed som Han har overdraget til ham. Når man overdrager en person myndighed til at disponerer over ens ejendom så har man fire ting i betragtning:

1) At man selv er ejeren af denne ejendom og ikke stedfortræderen.

2) At han i forhold til ens ejendom arbejder ifølge de retningslinjer som han er blevet instrueret i.

3) At han bruger sin myndighed indenfor de rammer man har fastlagt for ham.

4) At han skal realiserer ens egen hensigt i denne ejendom, og ikke hans.

Disse fire betingelser er omfattet af ideen om stedfortrædelse til den grad at når man nævner ordet “stedfortræder” så henledes forstanden af sig selv til disse. Hvis en stedfortræder ikke opfylder disse fire betingelser, vil man sige at han har overskredet stedfortrædelsen’s rammer og han har brudt den aftale som stedfortrædelse’s mening indbefatter. Lige akkurat i henhold til denne mening erklærer Islam mennesket for at være Allah’s stedfortræder og denne stedfortrædelse’s mening indbefatter altså de nævnte fire betingelser. Ifølge den islamiske politiske tanke vil den stat der etableres være det menneskelige stedfortrædelse under Allah’s suverænitet, som indenfor Hans suverænitet ifølge de af Ham anviste retningslinjer og indenfor Hans fastlagte rammer, skal realisere Hans hensigt.

Den islamiske politiske tanke anser ikke Khilafah for at tilhører en person, klan eller klasse, derimod overdrager den dette embede til hele det samfund som anerkender fundamenterne Tawheed og Risalah og er foreberedt på at opfylde betingelserne for stedfortrædelse. Et sådant samfund er et eksempel på en Khilafah som helhed der tilfalder ethvert af dets individ. Fra dette punkt begynder “demokratiet” i Islam. Ethvert individ besidder rettighed og myndighed til Khilafah. I denne rettighed og myndighed er samtlige individer fuldstændig lige. Ingen har forrang fremfor en anden og ej heller har han ret til at fratage andre denne rettighed og myndighed. Til forvaltning af staten etableres en regering der bliver dannet med disse individer’s ønske. Disse individer giver en del af myndigheden for Khilafah videre til denne regering. I dannelsen af denne vil deres mening tages i betragtning og den vil forvaltes ifølge deres rådslagning. Den som har deres tillid vil varetage Khilafah’s forpligtelser og den som mister deres tillid skal fjernes fra hans embede. Udfra denne betragtning er islamisk demokrati en fuldkommen demokrati, så fuldkommen som noget kan være. Men det der adskiller islamisk demokrati fra vestligt demokrati er at vestligt demokrati er baseret på folkelig suverænitet mens Islam taler for folkelig Khilafah (stedfortrædelse). I den førstnævnte laver folk selv deres lovgivning mens i Islam skal de følge den lovgivning som Allah har nedsendt gennem sit Sendebud (fred være med ham). I den førstnævnte er det regeringen’s opgave at iværsætte folket’s vilje mens i Islam skal regeringen og dens dannere iværksætte Allah’s vilje. Kort sagt er den vestlige demokrati enevældigt der bruger sin myndighed helt frit. I modsætning til dette er islamisk demokrati en forfatningsbundet tilbedelse hvor rettigheder givet af Allah bruges ifølge Hans vejledning indenfor Hans fastlagte rammer.

Nu præsenteres kort et billede over denne stat som er baseret på de tre fundamenter Tawheed, Risalah og Khilafah.

Koranen har gjort formålet med denne stat klart, nemlig at etablere og sprede det rette som Skaberen ønsker for det menneskelige liv, og undertrykke og fjerne det slette som Skaberen anser for at være uønskværdigt i det menneskelige liv. I Islam er staten’s funktion administration og ikke at den realisere en bestemt nation’s fælles ønsker. Derfor har Islam fastlagt et højt formål for den, på hvis realisering den skal bruge samtlige sine ressourcer, midler og energi. Allah ønsker på sin jord og i Hans skabninger’s liv at legemliggøre renhed, godhed og ærlighed, og lukke døren for alle former for korruption som ifølge Allah er ødelæggende for jorden og for Hans skabninger’s liv. Gennem præsentation af dette formål fremlægger Allah et klart billede for ret og slet hvori det tilsigtet er blevet gjort soleklart. Med dette billede for øje kan den islamiske stat forme sin reform program i enhver tid og sted.

Islam kræver konstant at moralske principper overholdes i alle livet’s aspekter. Derfor fastlægger den også en fast strategi for staten, nemlig at dens politik føres på basis af retfærdighed, sandhed og anstændighed og tålerer ikke løgn, snyd og uretfærdighed til fordel for administrative eller nationale interesser. Hvad enten det er indenrigsforhold eller udenrigsforhold, bør sandhed, anstændighed og retfærdighed have fortrinsret fremfor hensigter og interesser. Det som er gældende for individer (i forhold til de moralske principper), er også gældende for staten.

Selv om den islamiske stat etableres et bestemt sted på jorden, begrænser den hverken menneske rettigheder til en bestemt geografi eller statsborgerskab. Hvad angår menneskeligheden, så fastlægger Islam nogle fundamentale rettigheder for ethvert menneske og befaler at respektere disse under alle omstændigheder, uanset om dette menneske lever indenfor den islamiske stat’s grænser eller udenfor, uanset om han er ven eller fjende, uanset om han er fredet eller i krig. Mennesket’s liv er ukrænkeligt under alle omstændigheder og kan ikke krænkes uden ret. Kvinder, børn, ældre, syge og sårede må ikke forulempes. Kvinden’s ære er absolut ukrænkelig. Den sultne har ret til mad, den nøgne ret til tøj, den såret eller syge har ret til behandling og omsorg, selv hvis det drejer sig om en der har tilknytning til fjendtlig nation. Disse og andre rettigheder har Islam givet til mennesket som værende menneske og i den islamiske stat’s forfatning er disse fundamentale rettigheder sikret. Hvad angår rettigheder for statsborgere så begrænser Islam heller ikke disse kun til indfødte, men enhver muslim uanset hvor han er født i verden, bliver automatisk statsborger såfremt han bor i staten og får tildelt samme rettigheder som de indfødte. Uanset antallet af islamiske stater i verden, vil statsborgerskabet være fælles for dem alle. Muslimen vil ikke have brug for et pas for at komme ind i en islamisk stat. Muslimen kan gøre krav på at besidde de højeste poster uden racemæssig, national eller klassemæssig diskrimination.

De ikke-muslimer som bor i en islamisk stat, for dem har Islam også fastlagt nogle rettigheder som nødvendigvis vil være en del af den islamiske forfatning. I den islamiske terminologi kaldes disse for “dhimmi“, d.v.s. dem som den islamiske stat tager ansvaret for. En dhimmi‘s liv, ejendom og ære er beskyttet. I forhold til straffe- og civile love er der intet forskel på en muslim og dhimmi. I forbindelse med deres personlige anliggender (ægteskab, skilsmisse, arv m.m.) vil staten ikke blande sig. De vil have fuld tros- og religionsfrihed samt dyrkelse af ritualer. Ikke nok med at dhimmi kan kalde til hans/hendes religion frit, de får også muligheden for at kritisere Islam indenfor loven’s rammer. Disse og mange lignende rettigheder er givet til de ikke-muslimske borgere i den islamiske forfatning og disse er permanente rettigheder som ikke kan fratrages dem sålænge vi er ansvarlige for dem. Uanset hvor meget en ikke-muslimsk (regent) undertrykker sine muslimske borgere, så må den islamiske stat ikke gengælde mod sine ikke-muslimske borgere med noget som modstrider Shariah. Selv hvis alle muslimer dræbes uden for vores grænser, er det ikke tilladt at dræbe en eneste dhimmi inden for vores grænser (grundet dette).

Ansvaret for den islamiske stat’s forvaltning vil overdrages til en leder (amir) der kan sammenlignes med en præsident i en republik. Valget af lederen vil være en ret for alle de modne mænd og kvinder der anerkender fundamenterne for forfatningen. Grundlaget for valget (af lederen) vil være hvem der, i forhold til forståelse for Islam’s ånd, islamisk karaktertræk, retskaffenhed og intelligens, nyder størst tillid iblandt størstedelen af befolkningen i samfundet. En sådan person vil blive valgt som leder. Derefter vil der etableres et råd for rådslagning (majlis al shura) for at hjælpe ham med hans opgaver og den vil også være folkevalgt. Det vil være forpligtende for lederen at forvalte ifølge dette råd. En leder kan kun være regeringschef sålænge han nyder folket’s tillid og manglen på samme vil medføre at han forlader sit embede. Dog vil han have al myndighed til at lede sålænge han har det folkelige mandat.

Almene borgere besidder retten til at kritisere lederen og hans regering. I den islamiske stat vil lovgivningen være indenfor de rammer som Shariah har fastlagt. De entydige love fra Allah og Sendebuddet (fred være med ham) skal blot adlydes (d.v.s. de er ikke til diskussion) og ingen råd kan ændre dem. Hvad angår de love som kan fortolkes på to eller flere måder, så er det de retslærde’s opgave at finde ud af Shariah’s ønske. Derfor vil denne opgave overdrages til en subkomite for rådet som vil bestå af retslærde. Udover dette er et stort område af anliggender hvor om Shariah ikke har givet nogen regel (hukm). I alle disse anliggender har rådet frihed til at lovgive.

I Islam er domstolen ikke underlagt den udøvende magt (d.v.s. regeringen), men er direkte Allah’s repræsentant og står til regnskab overfor Ham. Dommere vil udpeges af regeringen men når først embeddet er besat vil de dømme retfærdigt imellem folk ifølge Allah’s lov. Denne retfærdighed kan regeringen heller ikke slippe for og selv præsidenten vil blive stillet foran dommeren som anklaget eller forsvaret, på lige fod med almindelige borgere.

Forfatter: Sayyid Abu’l Ala Mawdudi

Oversætter: Muhammad Ali